En ny søndag og en ny smakebit fra boken jeg leser. Flere smakebiter finner du hos Flukten fra virkeligheten. Jeg leser flere bøker samtidig, som vanlig, men har denne helgen konsentrert meg om boken Fortællingen om To byer av Charles Dickens. Det er en dansk utgave utgitt i 1919. Den krever mer av meg som leser fordi språket er så gammeldags. Men samtidig synes jeg språket er vakkert.

De fatter, hvad jeg har at sige, skønt De ikke kan vide, med hvilken Alvor jeg siger det, med hvilken Alvor jeg føler det, uden at kende mit Hjertes Inderste og det Haab og den Frygt og Bekymring, hvoraf det saa længe har været opfyldt. Kære Doktor Manette, jeg elsker Deres Datter ømt, inderlig, uegennyttig, lidenskabelig. Har der nogen Sinde været Kærlighed til her i Verden, da elsker jeg hende. De har selv elsket; lad Deres fordums Kærlighet tale for mig!

Ovenfor bekjenner Charles Darnay sin kjærlighet til Lucie Manettes far. Gjennom en mengde forviklinger i England og Frankrike i tiden rundt 1775-80 blir Doktor Manette reddet fra et fengselsopphold på 25 år. Hvor han har vært fengslet uten dom, Darnay reddes fra en dom til partering for spionasje og en mengde karakterer får betydning flere ganger i historien. Jeg vil ikke avsløre hovedplottet, men jeg vet om det og leser likevel boken med stor spenning. Jeg husker ikke alle de utrolige detaljene og de “twist and turnes” denne historien tar, men de er ikke få!

Boken starter med noen andre veldig kjente ord. Du skal få dem på både dansk og engelsk, så blir det to smakebiter i dag.

Det var den bedste Tid, det var den værste Tid; det var Visdommens Aarhundrede, det var Daarskabens Aarhundrede; det var Troens Periode, det var Vantroens Periode; det var Lysets Tid, det var Mørkets Tid; det var Haabets Vaar, det var Fortvivlelsens Vinter.