aamiraimer
Jeg har søgt, ak, jeg søgte saalænge
mellem Sjelens forvexlende Spor;
men jeg gik som paa skjælvende Strænge,
der gav Skrig kun, – ej Mening og Ord.
Fra mit Væsens tætvirkede Gaade
skjød der Glimt som et Kornmod i Høst;
men af alle de knyttede Traade
fik jeg ikke en eneste løst.
Jeg har spurgt, jeg har søgt i mit Hjerte,
naar det fyldtes af Længsel og Lyst;
men jeg fik ej det Svar jeg begjærte, –
der var dybere Vej i mit Bryst.
Jeg lod staa did, det helst vilde føre:
Fantasiens blaahvælvede Hjem;
men Forvirring klang vildt i mit Øre,
og min Længsel drog videre frem.
Og jeg fulgte de ensomme Veje,
sad i Granskningens frygtløse Raad;
ak, det Bedste jeg her fik i Eje,
blev til Tvivl, som paa Livskraften aad.
Men fra Tænkningens svimlende Tinde
saa jeg langt bag ved Nuet en Sti,
og jeg saa, hvor mit tidligste Minde
sneg sig frygtsomt og fattigt forbi!
Det var Huset, det fattige lille
med den jublende Svale paa Tag;
det var Aftnen, den ensomme stille,
der sank fredmild paa Arbejdets Dag!
Det var Kvinden, den trofaste, blide,
bøjet langsomt av Kummer og Aar,
og jeg saa ved den Æd’liges Side, –
ja, jeg saa vel et Syn jeg forstaar!
Det er Barnet med vildeste Fagter,
med de sorgfulde, trodsende Ord;
men den Ædle forstaar dem, hun agter
paa det dybere ledende Spor.
Se, hun folder de stridige Hænder,
og hun bøjer den barnlige Røst,
og en funklende Stjerne sig tænder
i den Taare, hun nu fik forløst.
– Ak, du sorgvakte tidligste Minde!
Drog du vinkende Sjelen forbi!
Blev du sendt fra hin farlige Kvinde,
der slog Kors for min barnlige Sti?
Ved du Vej til det lønlige Gjemme,
hvor jeg skjuler mit dybeste Savn?
har du Kraft i din barnlige Stemme,
saa giv Svar, – giv min Længsel et Navn!